Mennesket er en snurretop

Jeg har haft stor fornøjelse ud af at anskue mennesket (og da især mig selv) som en snurretop. Man lever først rigtigt som det, man er skabt til, når man er i bevægelse. Her mener jeg ikke de bevægelser, som ikke efterlader sig aftryk — men bevægelser, hvori der er en vis tyngde. Det kunne være en forelskelse, et skænderi, en åbenhjertig samtale med en, som sørger. Den eneste måde at holde sig sjæleligt oprejst på er således ved at lade sig bevæge. Og ingen snurretop kører af sig selv, det kræver bestandige input udefra at holde sig i bevægelse. En snurretop kan ikke selv tilføre sig den nødvendige energi til at holde sig kørende. Men man kan fokusere på de situationer, hvor man kan blive bevæget eller rørt. Det kræver blot, at man ikke sjusker med sig selv. Det er nemlig gyldne muligheder for at give snurretoppen et ekstra pift, så man kan mærke at den spinder. Det gør ikke noget at der er kludder i livet, bare der er liv i kludene…

En bestemt type snurretop med tilhørende pisk kan tilføjes til billedet. Her kan man ved hjælp af jævnlige slag med pisken holde snurretoppen i gang. Et menneske, som er fanget i en ureflekteret rutinemæssig daglig ensformighed, mangler de øjenåbnende slag udefra, og har nærmest allerede lagt sig på siden.

Snurretoppe ligger kun ned fordi de gik i stå …

Et andet pudsigt fænomen ved snurretoppe er, at de foretager en karakteristisk præcession. Præcessionen er den langsommere rotation rundt på underlaget som skyldes, at tyngdekraften konstant forsøger at vælte toppen. Denne kraft fra tyngden kan igen kun modvirkes så længe snurretoppen spinder. Når man observer sit eget livs snurretop spinde derudaf, vil man ikke være i tvivl om, at man er i gang og at der er kræfter, som vil trække én ned. Man ser, at ens egen bevægelse hele tiden holder én fra at blive overvundet af den tilsyneladende uforklarlige kraft, som prøver at trække én ned.

 

SKS · Søren Kierkegaards Skrifter

SKS · Søren Kierkegaards Skrifter.

Visdom for alle pengene — og det er tilmed gratis. Vores nationalfilosof på nettet frit tilgængeligt – og endda med kommentarer, så man kan få hjælp til at forstå nogle af de besynderlige vendinger, den gode Søren bruger.

Kierkegaard kan være svær,
men han er det hele værd …

Tætheden af klogskab i disse tekster er så stor, at man må begrænse sig. At læse dem hurtigt som en enhver anden bog, er som at skrive ’svin’ i nakken på sig selv og så ellers bare labbe perlerne i sig uden at lægge mærke til dem.