At skøjte eller at vandre — det er spørgsmålet

Nogen mennesker skøjter gennem livet. Helt uden at tage vare på oplevelserne. Det er jo skrækkeligt, for så glider oplevelserne ud mellem fingrene på én. Disse menneskers skøjter glider nærmest af sig selv, og verden suser forbi.

Andre mennesker vælger selv at gå vejen, for at mærke den grund, man går på. Det sidste kræver dog mere arbejde pr. meter, men man oplever også mere pr. meter.

At skøjte her er som at kaste en gourmet-middag i svælget på et øjeblik. Det er en hån mod al den nydelse, kokken har lagt til rette for gæsten. Den bør nydes og opleves i ro og mag, så man trækker alle de smagsoplevelser ud af middagen, som man er i stand til. Oplever man på denne måde, vil man næsten være i stand til – på et senere tidspunkt – at frembringe den samme smagsoplevelse igen, udelukkende vha. sine erfaringer. Og det vil betyde, at når man smager nyt vil man, på en meget kvalificeret måde, kunne sætte det nye i forhold til det gamle. Man udnytter sine erfaringer. Man er blevet klogere. Man har lært af livet.

Det er en skændsel at skøjte. De mennesker sløser med livet. Når man taler med dem er de svære at fastholde pga. farten.

Får man erfaringer eller gør man sig erfaringer? Det er klart at man gør sig erfaringer. Det kræver noget bearbejdning. Erfaringer falder ikke bare ned i hovedet på én. Oplevelser kan komme helt af sig selv. De kan komme og de kan gå. Men hvis man ikke indpakker oplevelserne i opmærksomhedens gavepapir, så forsvinder de lige så hurtigt, som de kom uden at have sat nogen aftryk.

Erfaringen er en bearbejdet oplevelse. En indpakket gave til sig selv. En personliggørelse af det, som éns sanser fortalte én at der foregik. For først oplever man — derpå erfarer man. Oplevelsen er det umiddelbare — erfaringen det personliggjorte, det bearbejdede eller det middelbare. Erfaringernes fabrik udnytter oplevelsen som råmateriale og bearbejder den sirligt ind i spindet af alle tidligere opnåede erfaringer.

Vi kender udtrykket: »Livets vandring«. Det er velkendt at gå sig igennem livet og tage det skridt for skridt. At gå er en form for gentagelse, selvom man skulle finde på at bevæge sig i nye opgivelser.

Den konstant repeterede bevægelse giver, midt i det nye, en fornemmelse af genkendelse. En slags tryghed eller fasthed eller måske tyngde.

»Gentagelsen giver tilværelsen tyngde« skriver Kierkegaard. At gøre noget én gang til giver mulighed for – ikke bare at gøre det samme igen – men at observere forandringen. Dermed bliver man meget mere opmærksom på, hvad man egentlig gjorde.

I naturvidenskaben er det lige præcis en måde til at lave ny viden, konstant at gentage forsøg. Ved at observere forandringen, kan man således opnå ny erkendelse.

Skøjtning hører til på skøjtebanen. Turen igennem livet bør foregå på gå-ben …

Er det noget vrøvl?

 

Kedsomhed er roden til alt ondt

Mennesker keder sig. Det kan man se ved at de har alt for travlt. Kedsomheden er jo egentlig i sin natur rolig og undseelig, men den kan afstedkomme voldsomme bevægelser, stort opstillede talentshows, gennemførelse af en 10-dobbelt ironman, vilde actionture med helikopter og bungyjump. Man kan blive helt stakåndet af at observere, den hastighed, hvormed man forsøger at fordrive kedsomheden.

Lediggang er ikke roden til alt ondt. Alle de dårligdomme der udspringer af ledigheden, kommer, hvis man graver et spadestik dybere, nemlig direkte ud af kedsomheden. For kunne man, midt i ledigheden, finde et væsentligt indhold som ikke blot var modtræk mod kedsomheden, ville lediggangen i stedet blive ægte produktiv.

Kendetegnende for de fleste oplevelser, som man udsætter sig selv for, for at dulme kedsomheden, er at de er uden efterklang. Man bliver underholdt i situationen, men når oplevelsen slutter, slutter den brat.  Da vil man ofte mærke, at kedsomheden, som stod lige om hjørnet springer frem med fornyet styrke. Efter en tur i oplevelsernes rutsjebane står man med en tom følelse – det var sjovt, men var det bare det? Og så tager man en tur i den næste forlystelse?

Idéen er jo slet ikke ny. Søren Kierkegaard har skrevet et afsnit af sin bog “Enten – Eller” ud fra den grundtese, at mennesker er kedsommelige. Det første menneske, Adam, kedede sig og fik Eva, de kedede sig sammen og fik en familie. Folket kedede sig, og for at adsprede sig byggede de Babelstårnet i forsøget på at nå til himmelen — et tegn på dræbende kedsommelighed. Og siden er kedsomheden ikke aftaget i styrke.

Hvad gør man? I stedet for at søge nye oplevelser hele tiden?

Hemmeligheden ligger garanteret i at finde det rige indhold i det liv man har. Man skal være undersøgende. Ikke nøjes med det, der ligger lige for, men tage fat i det, der vilkårligt falder én ind. Oplevelser man udsættes for, skal man ikke kun tage for hvad de umiddelbart er, eller hvad de ser ud til at være, for de indeholder altid meget mere. Hvis man sætter sig for at være nysgerrig (i det omfang, at det kan lade sig gøre) vil man kunne få det meste ud af næsten ingenting.

Begrænsningens kunst er en ydmygt eksisterende én af slagsen. Mange mennesker vil ikke begrænse sig, men udfolde alt hele tiden. Men at begrænse sig åbner for kreativiteten, så man pludselig ser storheden i detaljen. En fange i en fængselscelle kan i timevis forlystes med at observere en flue, dens bevægelser og hans egen indvirkning på fluen, når han forstyrrer den.

Hvis man besidder færdighed i at begrænse sig, kan man få det optimale ud af enhver situation. Kierkegaard mener at vilkårligheden – altså det tilfældige – er den stor del af hemmeligheden. Det er til en vis grad tilfældigt, hvad ens kreativitet kaster sig over for at lade oplevelsen blive andet end bare oplevelsen. Til en fest kan man begynde at fokusere på folks mimik og gestikuleren over for hinanden eller, som han skriver, man kan læse tredje del af en bog eller se midten af et teaterstykke.

Det handler om ikke at lade sig nøje med den umiddelbare oplevelse, men at rette fokus på noget andet, som man selv lægger ind. Så vokser oplevelsen og bliver til meget mere — den får efterklang så man, i tiden efter, kan mærke den klinge videre og skabe nye tanker.

Jeg prøver på at udfordre min kreativitet til at lade oplevelserne bundfælde sig på flere planer. Og så kan jeg mærke, at kedsomheden har svært ved at finde en plads.

Lykkes det, så er roden til alt ondt klippet over…

 

At fylde det man fylder

Man må tilstræbe at fylde det man fylder. Ikke at puste sig op til en kæmpestor ballon, men heller ikke at klemme sig ned i en alt for lille rolle. Ingen af delene giver et godt udbytte. Man må finde sin rette størrelse.

I fysikken taler man om massefylde. Hvis man puster sig op for at fylde meget mere end man har substans til, resulterer det i en lille massefylde — man bliver luftig — det kan ses som en slags storhedsvanvid eller selvfedme, tror jeg. Man kan næsten se for sig, de tomme tønder buldre. En stor beholder med meget lidt indhold.

Hvis man derimod klemmer sig ned i en alt for lille størrelse og får en for stor massefylde, mærkes begrænsningerne fra alle sider. Der er ikke plads til at man kan udfolde sig som den man er, for alle ens talenter bliver holdt tilbage af stramme krav om ikke at stikke ud. Man bliver indeklemt og med tiden indebrændt.

Den gode gamle Jantelov er en maskine, som presser folk. Den minimerer vores udfoldelsesrum ved at lave rammerne små.

Jeg tror alle mennesker bør have samme massefylde. Det vil sige, at man skal fylde rigtigt i forhold til ens indhold. Så det er okay at folde sig ud og fylde rummet, hvis man har substansen til det.

Men det er svært at fylde tilpas. At lave en blog som denne er at udvide rammerne lidt. Jeg skubber lidt til Jantes begrænsninger ved at tro, at jeg kan skrive noget, som andre gider læse. Man må gerne forsøge sig med at flytte grænserne lidt. Men ikke for meget.

Det er som at balancere på en knivsæg at fylde rigtigt. For loven er ægte nok — man kan ikke snyde den. Jo mere man puster sig op, jo mindre skal der til for at ballonen sprænger. En helt udspændt ballon er den letteste at sprænge.

Når man skal skal lære at begå sig socialt, vil man støde ind i disse mekanismer. Man kan overspille lidt nogen gange — fylde lidt mere end naturligt. Ved andre lejligheder underspiller man en anelse, er lidt for ydmyg. Begge strategier kan være frugtbare i passende situationer.

Efter utallige lektioner i socialiseringens skole er man, som et åndeligt voksent menneske, forhåbentlig klar over sit naturlige rumfang, og kan lettere være bevidst om, hvorvidt man kommer til at puste sig op eller klemme sig lidt.

Jeg tror nu de fleste mennesker fylder alt for lidt.