Ingen tidsfordriv her!

Det er et forfærdeligt ord: »Tidsfordriv«. Hvad er der nu galt med tiden? Hvorfor skal den dog fordrives? Jeg har læst det i adskillige anmeldelser af spil fx: »Spillet er rigtig godt tidsfordriv«. Som om det skulle være en kompliment? Måske kunne man kalde det en tidsrøver i stedet, så ville det nok passe bedre med meningen.

Hvis man har behov for at fordrive tiden, må man jo være træt af tiden. Det er en noget nærig indstilling, at man er tilfreds med nærmest at hjælpe tiden forbi uden at skænke den synderlig opmærksomhed.

Når man har fordrevet tiden, er den forsvundet som tomhed — uden væsentligt indhold. Hvis man ikke har puttet noget indhold i tiden, som forlader én, kan man ikke se tilbage på den forsvundne tid og bruge den som erfaringens grundlag. Den er bare tom.

Selvfølgelig forlader tiden jo uvægerligt én hele tiden, mens ny tid kommer imod én. Heldigvis — for den dag det ikke sker, er vi ilde stedt.

Men tiden som kommer imod os fuldstændig tom, skulle gerne forlade os fyldt op med indhold. Det kræver at man forstår at sætte pris på tiden og gøre sig anstrengelser for at putte et ordentligt indhold i den. Og der er jo en tid til alting, som Prædikeren skriver: »en tid til at græde – en tid til at le« osv.

Men hvor er der dog meget forskel på hvad vi putter i de små tidslommer. 🙂 Indholdet kan have meget forskelligt dybde og tyngde, men bare der er lidt dybde ind imellem, så er man ikke helt på vildspor, tror jeg.

Og heldigvis er det aldrig for sent, for tiden kommer os konstant i møde …

 

 

Det her er IKKE interessant!

»Nææh — det var interessant!«, kan vi finde på at sige.

Når man kigger på en ting og undersøger den, har man mulighed for at foretage nogle kognitive vurderinger, altså bedømme tingen udfra en analyse, som man er nået frem til ved at stå ved siden af og observere. Ofte vurderer man om tingen er interessant eller uinteressant.

Vurderingen »interessant« kan noget få, hvis man med fantasien kan se muligheder i den pågældende ting.

Et eksempel er en rutsjebane i et tivoli. Når man står og kigger på den, laver man en (måske ubevidst) vurdering af, om den har interesse. Man analyserer hastigheden af rutsjebanen — svingene og graden af vildskab. Måske bliver man interesseret og tager en tur.

Det er til gengæld ikke »interesse« man mærker, når man sidder fastspændt i oplevelsen. Sjældent har man hørt en rutsjebane-passager udtale: “Sikke dog et interessant 360 graders-loop vi er i færd med lige nu!”.

Midt i oplevelsen forsvinder iagttageren for en stund, og man bliver ét med oplevelsen. Alle de våben iagttageren bruger i sin analyse tages bort. Han afvæbnes i det øjeblik sindet bevæges eller røres.

Når noget er interessant, er det det kun fordi man er på afstand.

Man kan være glad. Men man kan også være interesseret i glæde. I sidstnævnte situation stiller man sig ved siden af glæden og observerer den, hvilket langt fra er det samme som at være glad.

Hvis man har prøvet at tænke over en vigtig ting, mens man fx var i færd med at udføre et praktisk arbejde, som eksempelvis at rive blade i haven, har man måske oplevet, at tankerne pludselig greb om sig og tog fat i hele kroppen, så man pludselig fandt sig selv stående helt stille og uarbejdsdygtig — fuldstændig opslugt af tanker, så kroppen ikke fik impulser. Så gik det interessante fra at være interessant til at være levende.

Når man læser Søren Kierkegaard, Dostojevskij eller andre, som virkelig havde noget på hjerte, får man langt fra en fornemmelse af, at de har følt sig som værende interessante. Man kan mærke på ordene, at der er noget, der brænder for at komme ud, og de står selv midt i det.

En stor kontrast til dem er det at høre nogle nutidige filosoffer holde foredrag om forskellige grene inden for filosofien og filosofiens resultater. Der er en afstandtagen så stor, at man ikke kan se det personligt vedkommende.

Når det personlige engagement forsvinder, kan ting kun være interessante — ikke mere end det.

 

 

Kvantefysik, kunst og alt det andet

I den moderne fysik findes en kompliceret gren, der hedder kvantefysik. Her opfattes systemer som mangfoldige, således at de kan have et uendeligt antal tilstande, som vi ikke kan observere samlet. For i det øjeblik man prøver at måle på et system, udvælges ved målingen nemlig én af tilstandene, så man kun ser en lille del af virkeligheden. Foretager man en ny måling, vil man sandsynligvis se en anden tilstand, men kun én.

Jeg mener, at man besynderligt nok kan anskue al form for kunst på lidt den samme måde. Fx kan en kunstner have fyldt sit maleri med virkemidler og idéer, som vanskeligt lader sig udtrykke i ord (så kunne man vel bare have sagt det i stedet). Forsøger man alligevel sprogligt at udtrykke noget konkret om oplevelsen ved et kunstværk, bliver man jo fanget i sin udtalte oplevelse og kommer til at begrænse værket til at indeholde det, man har sagt om det. Man vælger én tolkning.

Kunstens sprog ligner imidlertid fornemmelsernes sprog — det er dunkelt og følger en anden logik en forstandens.

Man kunne let fristes til at gå skridtet videre og hævde, at det samme gør sig gældende om hele tilværelsen i den måde vi kan opfatte den på. Verden er så kompleks, at vi aldrig vil kunne kapere den fulde sandhed. Men vi kan være heldige ind imellem at se små lysglimt, og øjne nogle afgrænsede sandheder. Paulus skriver noget tilsvarende i sit første brev til Korinterne kapitel 13, vers 9: »Vi erkender stykkevis.«

For sjov kunne man anskue vores opfattelse af verden som et skiveskåret franskbrød, hvor vi — hvis vi var kloge — måske kunne samle alle skiverne, men aldrig sætte dem sammen til et helt franskbrød.

Eller bedre endnu: hvis livets substans var var den perfekte cirkel helt uden kanter og lige sider, ville vores erkendelse af den aldrig kunne blive andet end mangekanten. Jo flere kanter, jo større indsigt. Men der vil altid være en væsensforskel mellem en mangekant og en cirkel.

Man kunne fint vælge at stoppe her og så bare tænke sig til resten.