Frels os fra talen

Nogle mennesker fortæller hele tiden historier. De kan være svære at tale med — men de er nemme at høre på. Jeg har altid syntes, det var en smule flabet at fortælle historier uden først at få lov. En historie kræver jo den andens udelte opmærksomhed igennem hele historiens udvikling. Man bliver tvunget til passivt at modtage en længere række ord, som bliver hældt gavmildt ud over én. Og man kan ikke (indenfor de normale rammer for pli) beslutte undervejs, at man nu har hørt nok, og så forsøge at påbegynde en egentlig samtale.

Nogle mennesker forstår (eller elsker måske endda) at tale, men ikke at  samtale. Kierkegaard siger, at samtalens hemmelighed er tilegnelsen. Hvis man mangler momentet af tilegnelse, kan man ikke udnytte det potentiale der er i, at man står overfor et menneske, som kan have værdifulde bidrag. At tale er blot at fremvise, hvad man allerede har indeni sig selv. Det er en slags udstilling, som tilskuerne så kan forholde sig til.

At samtale er derimod at få ny viden hele tiden, at tilegne sig noget. Og mestrer man samtalens kunst, magter man sammen at udnytte hinanden til at drive den fælles forståelse fremad og ikke tilbage. Det talende menneske har nemlig en tendens til at stræbe bagud til dets oprindelige uforurenede udstilling, og søger at fjerne al grumset, som kan sløre dets eget billede.

Et andet aspekt ved samtalen, som kan afstedkomme besværligheder er sammenkogt i Goethes ord: »enhver hører kun hvad han forstår«.

Èt er at have viljen og evnen til at samtale, et andet er at høre, hvad den anden egentlig ønsker at bidrage med, og ikke  blot forsøge at få det til at passe ind i det billede man i forvejen har malet. En samtale er vel en slags vandring sammen, hvor man må blive enige om retningen – ellers står man stille.

Sokrates var mesteren. Han er netop berømt for samtalen. Han sagde: »jeg forstår kun at fremkalde ét vidne for det jeg siger, nemlig den, jeg taler med«. Hvis vi har overskuddet til at give samtalepartneren en så fremtrædende plads, vil vi få meget mere ud af en samtale end vi kunne få ved at holde 100 taler.

 

Køl på tilværelsen?

Når jeg snakker med folk, synes jeg altså, at jeg bedre kan sætte mig ind i deres sorger og smerte end deres glæde og lykke. Glæden kan ligesom blive lidt kedelig, og sværere at overføre på en ægte måde. Andres genvordigheder er ofte mere »livgivende« og kan bidrage med meget mere end det, man kan få fra folk, som ‘bare’ er glade.

Men menneskene skal besidde en grad af klogskab, for at kunne sætte ord på deres krise — ellers bliver det bare klynk. Det, der giver noget, er mennesker som magter at fortælle ærligt og reflekteret, hvad der sker indeni, når de er ramt af smerte på forskellig vis. Det er vel også det der gør, at gode forfattere kan skrive lige ind i hjertet — netop fordi det kommer oprigtigt fra hjertet. Det er livgivende på den måde, at man ser noget ægte liv — livet, som det leves, ikke kun på godt, men også på ondt, ikke en photoshoppet udgave, hvor alle bumserne er fjernet.

Jeg læste et sted, at smerten eller prøvelsen sætter køl på tilværelsen. Det er et billede, man får lyst til at kigge lidt på.

Sorgen og smerten er mere universel end glæden — måske. Smerten er udviklende, fordi den skal der arbejdes med. Den skal der tages hånd om.

Glæden derimod klarer sig selv — den holder så længe, den nu kan og så fiser den lige så stille af igen.

Nu fik jeg den lige kogt ned:
»Andre menneskers lykke smager ikke af noget – men tag en bid af deres smerte, og du vil smage liv…« 🙂

PS. Jeg skriver stadigvæk kun, som jeg har forstand til, og det vil til stadighed være min undskyldning.