At elske livet

Jeg tror jeg elsker livet. Da jeg startede denne blog, var jeg sågar forelsket i livet. Jeg kan ikke længere mærke den samme forelskelse — den boblende fornemmelse i hele kroppen er der sjældent. Som i enhver længerevarende kærlighedshistorie, aftager forelskelsen på et tidspunkt, og forholdet går over i en mere dyb kærlighed, som ikke er så flagrende. Så jeg elsker livet nu — jeg ville ikke være det foruden. Jeg kan til tider savne forelskelsen, men heldigvis kan jeg sammenligne livsforholdet med forholdet til min kone og kærligheden til hende.

For at forblive i et forhold, som er baseret på kærlighed, må man pleje det. Det ved enhver, som har haft et seriøst forhold. Man må bruge tid sammen med den anden. Når jeg bruger tid sammen med livet, er det med alle de forhold ved livet, som er andet end bare at eksistere.

Eksistere kan vi alle sammen — helt uden at ofre livet opmærksomhed.

At være sammen med livet er at tage livet til sig og være opmærksom på, hvad samspillet mellem mig og mine omgivelser byder på. At tage fat på de oplevelser, jeg kommer ud for og mærke deres virkning på mig og min virkning på omgivelserne. At lære livet bedre at kende og at lære mig selv at kende i det liv, jeg har valgt. Hvis man håndterer sit forhold til livet på denne måde, vil kærligheden være blivende og man vil nyde at lære livet mere og mere at kende.

Nogen gange gør livet noget, som man slet ikke havde set komme. Men hvis kærligheden er stor nok, vil man af selvsamme kærlighed have en trang til at rumme den andens uforudsigelighed. Og når man skal lære, skal man udsættes for noget nyt. Når man skal lære af livet, må man tage de slag livet giver én.

Kærligheden til livet bør ikke afsluttes før livet forsvinder…

 

 

Lukket for kommentarer.