At fylde det man fylder

Man må tilstræbe at fylde det man fylder. Ikke at puste sig op til en kæmpestor ballon, men heller ikke at klemme sig ned i en alt for lille rolle. Ingen af delene giver et godt udbytte. Man må finde sin rette størrelse.

I fysikken taler man om massefylde. Hvis man puster sig op for at fylde meget mere end man har substans til, resulterer det i en lille massefylde — man bliver luftig — det kan ses som en slags storhedsvanvid eller selvfedme, tror jeg. Man kan næsten se for sig, de tomme tønder buldre. En stor beholder med meget lidt indhold.

Hvis man derimod klemmer sig ned i en alt for lille størrelse og får en for stor massefylde, mærkes begrænsningerne fra alle sider. Der er ikke plads til at man kan udfolde sig som den man er, for alle ens talenter bliver holdt tilbage af stramme krav om ikke at stikke ud. Man bliver indeklemt og med tiden indebrændt.

Den gode gamle Jantelov er en maskine, som presser folk. Den minimerer vores udfoldelsesrum ved at lave rammerne små.

Jeg tror alle mennesker bør have samme massefylde. Det vil sige, at man skal fylde rigtigt i forhold til ens indhold. Så det er okay at folde sig ud og fylde rummet, hvis man har substansen til det.

Men det er svært at fylde tilpas. At lave en blog som denne er at udvide rammerne lidt. Jeg skubber lidt til Jantes begrænsninger ved at tro, at jeg kan skrive noget, som andre gider læse. Man må gerne forsøge sig med at flytte grænserne lidt. Men ikke for meget.

Det er som at balancere på en knivsæg at fylde rigtigt. For loven er ægte nok — man kan ikke snyde den. Jo mere man puster sig op, jo mindre skal der til for at ballonen sprænger. En helt udspændt ballon er den letteste at sprænge.

Når man skal skal lære at begå sig socialt, vil man støde ind i disse mekanismer. Man kan overspille lidt nogen gange — fylde lidt mere end naturligt. Ved andre lejligheder underspiller man en anelse, er lidt for ydmyg. Begge strategier kan være frugtbare i passende situationer.

Efter utallige lektioner i socialiseringens skole er man, som et åndeligt voksent menneske, forhåbentlig klar over sit naturlige rumfang, og kan lettere være bevidst om, hvorvidt man kommer til at puste sig op eller klemme sig lidt.

Jeg tror nu de fleste mennesker fylder alt for lidt.

 

Lukket for kommentarer.