At skøjte eller at vandre — det er spørgsmålet

Nogen mennesker skøjter gennem livet. Helt uden at tage vare på oplevelserne. Det er jo skrækkeligt, for så glider oplevelserne ud mellem fingrene på én. Disse menneskers skøjter glider nærmest af sig selv, og verden suser forbi.

Andre mennesker vælger selv at gå vejen, for at mærke den grund, man går på. Det sidste kræver dog mere arbejde pr. meter, men man oplever også mere pr. meter.

At skøjte her er som at kaste en gourmet-middag i svælget på et øjeblik. Det er en hån mod al den nydelse, kokken har lagt til rette for gæsten. Den bør nydes og opleves i ro og mag, så man trækker alle de smagsoplevelser ud af middagen, som man er i stand til. Oplever man på denne måde, vil man næsten være i stand til – på et senere tidspunkt – at frembringe den samme smagsoplevelse igen, udelukkende vha. sine erfaringer. Og det vil betyde, at når man smager nyt vil man, på en meget kvalificeret måde, kunne sætte det nye i forhold til det gamle. Man udnytter sine erfaringer. Man er blevet klogere. Man har lært af livet.

Det er en skændsel at skøjte. De mennesker sløser med livet. Når man taler med dem er de svære at fastholde pga. farten.

Får man erfaringer eller gør man sig erfaringer? Det er klart at man gør sig erfaringer. Det kræver noget bearbejdning. Erfaringer falder ikke bare ned i hovedet på én. Oplevelser kan komme helt af sig selv. De kan komme og de kan gå. Men hvis man ikke indpakker oplevelserne i opmærksomhedens gavepapir, så forsvinder de lige så hurtigt, som de kom uden at have sat nogen aftryk.

Erfaringen er en bearbejdet oplevelse. En indpakket gave til sig selv. En personliggørelse af det, som éns sanser fortalte én at der foregik. For først oplever man — derpå erfarer man. Oplevelsen er det umiddelbare — erfaringen det personliggjorte, det bearbejdede eller det middelbare. Erfaringernes fabrik udnytter oplevelsen som råmateriale og bearbejder den sirligt ind i spindet af alle tidligere opnåede erfaringer.

Vi kender udtrykket: »Livets vandring«. Det er velkendt at gå sig igennem livet og tage det skridt for skridt. At gå er en form for gentagelse, selvom man skulle finde på at bevæge sig i nye opgivelser.

Den konstant repeterede bevægelse giver, midt i det nye, en fornemmelse af genkendelse. En slags tryghed eller fasthed eller måske tyngde.

»Gentagelsen giver tilværelsen tyngde« skriver Kierkegaard. At gøre noget én gang til giver mulighed for – ikke bare at gøre det samme igen – men at observere forandringen. Dermed bliver man meget mere opmærksom på, hvad man egentlig gjorde.

I naturvidenskaben er det lige præcis en måde til at lave ny viden, konstant at gentage forsøg. Ved at observere forandringen, kan man således opnå ny erkendelse.

Skøjtning hører til på skøjtebanen. Turen igennem livet bør foregå på gå-ben …

Er det noget vrøvl?

 

Lukket for kommentarer.