Køl på tilværelsen?

Når jeg snakker med folk, synes jeg altså, at jeg bedre kan sætte mig ind i deres sorger og smerte end deres glæde og lykke. Glæden kan ligesom blive lidt kedelig, og sværere at overføre på en ægte måde. Andres genvordigheder er ofte mere »livgivende« og kan bidrage med meget mere end det, man kan få fra folk, som ‘bare’ er glade.

Men menneskene skal besidde en grad af klogskab, for at kunne sætte ord på deres krise — ellers bliver det bare klynk. Det, der giver noget, er mennesker som magter at fortælle ærligt og reflekteret, hvad der sker indeni, når de er ramt af smerte på forskellig vis. Det er vel også det der gør, at gode forfattere kan skrive lige ind i hjertet — netop fordi det kommer oprigtigt fra hjertet. Det er livgivende på den måde, at man ser noget ægte liv — livet, som det leves, ikke kun på godt, men også på ondt, ikke en photoshoppet udgave, hvor alle bumserne er fjernet.

Jeg læste et sted, at smerten eller prøvelsen sætter køl på tilværelsen. Det er et billede, man får lyst til at kigge lidt på.

Sorgen og smerten er mere universel end glæden — måske. Smerten er udviklende, fordi den skal der arbejdes med. Den skal der tages hånd om.

Glæden derimod klarer sig selv — den holder så længe, den nu kan og så fiser den lige så stille af igen.

Nu fik jeg den lige kogt ned:
»Andre menneskers lykke smager ikke af noget – men tag en bid af deres smerte, og du vil smage liv…« 🙂

PS. Jeg skriver stadigvæk kun, som jeg har forstand til, og det vil til stadighed være min undskyldning.

 

 

Livets taktslag

Uha – jeg har været i livets skole og lært meget på det seneste. Man lærer mest når tingene ikke er for lette og der skal arbejdes med dem. Der skal være udfordringer. Jeg kendte en gammel dame, som sagde: »Man skal lære så længe man lever, og have tæsk så længe man lærer.« Måske mente hun noget af det samme …

Jeg har lært om smerten og lidelsen, og om at acceptere dem som en vigtig del af tilværelsen. Den kan være hård — alt for hård, men den er af afgørende betydning for at man kan leve som et helt menneske — et lykkeligt menneske.

Lykken for mennesker er at spænde over livets fulde polarisering, så man ikke fornægter smerten og lidelsen, for at stræbe efter lykkefølelsen som målet for den gode tilværelse.

Livets taktslag bevæger én op og ned, og det bliver disharmonisk at forsøge at frasortere alle de gange hvor taktstokken er nede.

Magter man at acceptere begge ydersider af livet ved man også, når man står i en yderposition, at der er en modsætning — at den oplevelse man er midt i har en modpol, som har været virkelig, og som vil blive virkelig igen.

Måske kan man endda finde en syntese af de tilsyneladende helt modsætningsfyldte menneskelige virkeligheder, så kommer man til at fornemme den store fylde i livet — man får det hele med.

Det er da stort…

 

 

Ingen tidsfordriv her!

Det er et forfærdeligt ord: »Tidsfordriv«. Hvad er der nu galt med tiden? Hvorfor skal den dog fordrives? Jeg har læst det i adskillige anmeldelser af spil fx: »Spillet er rigtig godt tidsfordriv«. Som om det skulle være en kompliment? Måske kunne man kalde det en tidsrøver i stedet, så ville det nok passe bedre med meningen.

Hvis man har behov for at fordrive tiden, må man jo være træt af tiden. Det er en noget nærig indstilling, at man er tilfreds med nærmest at hjælpe tiden forbi uden at skænke den synderlig opmærksomhed.

Når man har fordrevet tiden, er den forsvundet som tomhed — uden væsentligt indhold. Hvis man ikke har puttet noget indhold i tiden, som forlader én, kan man ikke se tilbage på den forsvundne tid og bruge den som erfaringens grundlag. Den er bare tom.

Selvfølgelig forlader tiden jo uvægerligt én hele tiden, mens ny tid kommer imod én. Heldigvis — for den dag det ikke sker, er vi ilde stedt.

Men tiden som kommer imod os fuldstændig tom, skulle gerne forlade os fyldt op med indhold. Det kræver at man forstår at sætte pris på tiden og gøre sig anstrengelser for at putte et ordentligt indhold i den. Og der er jo en tid til alting, som Prædikeren skriver: »en tid til at græde – en tid til at le« osv.

Men hvor er der dog meget forskel på hvad vi putter i de små tidslommer. 🙂 Indholdet kan have meget forskelligt dybde og tyngde, men bare der er lidt dybde ind imellem, så er man ikke helt på vildspor, tror jeg.

Og heldigvis er det aldrig for sent, for tiden kommer os konstant i møde …