Mulighed vs virkelighed

Vores liv er en konstant vekselvirkning mellem mulighed og virkelighed. I vores tanker er mulighederne uendelige. Alle teorierne kan forestilles at indeholde alle mulige og umulige scenarier. Når en ung romantiker forestiller sig sin hjertens udkårne, er der ingen grænser for det mulige. Man forestiller sig et perfekt menneske med perfekte egenskaber og en perfekt kærlighed. Men på et tidspunkt må man turde tage springet til det virkelige, hvor der ikke viser sig et uendeligt antal muligheder, men i stedet én – og kun én virkelighed.

Virkeligheden, som man vælger at turde satse på, er et kraftigt nedslag i antallet af muligheder. Enhver virkeliggørelse af smukke muligheder går hånd i hånd med usmukke tab — muligheder, som forsvandt. Til gengæld er det ikke en drøm, men en virkelighed, som kan mærkes, og som har konsekvenser. En virkelig kærlighedspartner er virkelig på den måde, at han ikke er et uendeligt antal muligheder – han er virkelig på lige bestemt én måde, med begrænsninger og fordele.

Vi drømmer os ud på de vilde vidder og ser mulighedernes uendelighed. Men at vælge virkeligheden skal vi alle. Og når vi har valgt én bestemt virkelighed, må vi bestræbe os på at fokusere på de muligheder, der følger med, for der er naturligvis en række muligheder, som vores valg har udelukket, men inden for valget er der også muligheder.

Så vi går straks igang med igen at se muligheder. For inden for vores virkelighed kan vi forestille os livet bevæge sig i mange forskellige retninger — som regel holder vi fast i de bedste og optimerer dem, men livet kan ikke brede sig i flere forskellige retninger. Igen skal mulighederne udmyntes i en ny virkelighed.

Jeg tror det klogt at lære at den rytme at kende, så man kan tromme med på den — nærmest i søvne.

For hvad enten man ikke formår at se muligheder inde i den virkelighed, hvor man befinder sig, eller hvis man ikke magter at stå ved virkeligheden, man har valgt — så er man røget ud af trit med den rytme, som et liv i sundt fremdrift følger.

 

At elske livet

Jeg tror jeg elsker livet. Da jeg startede denne blog, var jeg sågar forelsket i livet. Jeg kan ikke længere mærke den samme forelskelse — den boblende fornemmelse i hele kroppen er der sjældent. Som i enhver længerevarende kærlighedshistorie, aftager forelskelsen på et tidspunkt, og forholdet går over i en mere dyb kærlighed, som ikke er så flagrende. Så jeg elsker livet nu — jeg ville ikke være det foruden. Jeg kan til tider savne forelskelsen, men heldigvis kan jeg sammenligne livsforholdet med forholdet til min kone og kærligheden til hende.

For at forblive i et forhold, som er baseret på kærlighed, må man pleje det. Det ved enhver, som har haft et seriøst forhold. Man må bruge tid sammen med den anden. Når jeg bruger tid sammen med livet, er det med alle de forhold ved livet, som er andet end bare at eksistere.

Eksistere kan vi alle sammen — helt uden at ofre livet opmærksomhed.

At være sammen med livet er at tage livet til sig og være opmærksom på, hvad samspillet mellem mig og mine omgivelser byder på. At tage fat på de oplevelser, jeg kommer ud for og mærke deres virkning på mig og min virkning på omgivelserne. At lære livet bedre at kende og at lære mig selv at kende i det liv, jeg har valgt. Hvis man håndterer sit forhold til livet på denne måde, vil kærligheden være blivende og man vil nyde at lære livet mere og mere at kende.

Nogen gange gør livet noget, som man slet ikke havde set komme. Men hvis kærligheden er stor nok, vil man af selvsamme kærlighed have en trang til at rumme den andens uforudsigelighed. Og når man skal lære, skal man udsættes for noget nyt. Når man skal lære af livet, må man tage de slag livet giver én.

Kærligheden til livet bør ikke afsluttes før livet forsvinder…

 

 

Frels os fra talen

Nogle mennesker fortæller hele tiden historier. De kan være svære at tale med — men de er nemme at høre på. Jeg har altid syntes, det var en smule flabet at fortælle historier uden først at få lov. En historie kræver jo den andens udelte opmærksomhed igennem hele historiens udvikling. Man bliver tvunget til passivt at modtage en længere række ord, som bliver hældt gavmildt ud over én. Og man kan ikke (indenfor de normale rammer for pli) beslutte undervejs, at man nu har hørt nok, og så forsøge at påbegynde en egentlig samtale.

Nogle mennesker forstår (eller elsker måske endda) at tale, men ikke at  samtale. Kierkegaard siger, at samtalens hemmelighed er tilegnelsen. Hvis man mangler momentet af tilegnelse, kan man ikke udnytte det potentiale der er i, at man står overfor et menneske, som kan have værdifulde bidrag. At tale er blot at fremvise, hvad man allerede har indeni sig selv. Det er en slags udstilling, som tilskuerne så kan forholde sig til.

At samtale er derimod at få ny viden hele tiden, at tilegne sig noget. Og mestrer man samtalens kunst, magter man sammen at udnytte hinanden til at drive den fælles forståelse fremad og ikke tilbage. Det talende menneske har nemlig en tendens til at stræbe bagud til dets oprindelige uforurenede udstilling, og søger at fjerne al grumset, som kan sløre dets eget billede.

Et andet aspekt ved samtalen, som kan afstedkomme besværligheder er sammenkogt i Goethes ord: »enhver hører kun hvad han forstår«.

Èt er at have viljen og evnen til at samtale, et andet er at høre, hvad den anden egentlig ønsker at bidrage med, og ikke  blot forsøge at få det til at passe ind i det billede man i forvejen har malet. En samtale er vel en slags vandring sammen, hvor man må blive enige om retningen – ellers står man stille.

Sokrates var mesteren. Han er netop berømt for samtalen. Han sagde: »jeg forstår kun at fremkalde ét vidne for det jeg siger, nemlig den, jeg taler med«. Hvis vi har overskuddet til at give samtalepartneren en så fremtrædende plads, vil vi få meget mere ud af en samtale end vi kunne få ved at holde 100 taler.