Det her er IKKE interessant!

»Nææh — det var interessant!«, kan vi finde på at sige.

Når man kigger på en ting og undersøger den, har man mulighed for at foretage nogle kognitive vurderinger, altså bedømme tingen udfra en analyse, som man er nået frem til ved at stå ved siden af og observere. Ofte vurderer man om tingen er interessant eller uinteressant.

Vurderingen »interessant« kan noget få, hvis man med fantasien kan se muligheder i den pågældende ting.

Et eksempel er en rutsjebane i et tivoli. Når man står og kigger på den, laver man en (måske ubevidst) vurdering af, om den har interesse. Man analyserer hastigheden af rutsjebanen — svingene og graden af vildskab. Måske bliver man interesseret og tager en tur.

Det er til gengæld ikke »interesse« man mærker, når man sidder fastspændt i oplevelsen. Sjældent har man hørt en rutsjebane-passager udtale: “Sikke dog et interessant 360 graders-loop vi er i færd med lige nu!”.

Midt i oplevelsen forsvinder iagttageren for en stund, og man bliver ét med oplevelsen. Alle de våben iagttageren bruger i sin analyse tages bort. Han afvæbnes i det øjeblik sindet bevæges eller røres.

Når noget er interessant, er det det kun fordi man er på afstand.

Man kan være glad. Men man kan også være interesseret i glæde. I sidstnævnte situation stiller man sig ved siden af glæden og observerer den, hvilket langt fra er det samme som at være glad.

Hvis man har prøvet at tænke over en vigtig ting, mens man fx var i færd med at udføre et praktisk arbejde, som eksempelvis at rive blade i haven, har man måske oplevet, at tankerne pludselig greb om sig og tog fat i hele kroppen, så man pludselig fandt sig selv stående helt stille og uarbejdsdygtig — fuldstændig opslugt af tanker, så kroppen ikke fik impulser. Så gik det interessante fra at være interessant til at være levende.

Når man læser Søren Kierkegaard, Dostojevskij eller andre, som virkelig havde noget på hjerte, får man langt fra en fornemmelse af, at de har følt sig som værende interessante. Man kan mærke på ordene, at der er noget, der brænder for at komme ud, og de står selv midt i det.

En stor kontrast til dem er det at høre nogle nutidige filosoffer holde foredrag om forskellige grene inden for filosofien og filosofiens resultater. Der er en afstandtagen så stor, at man ikke kan se det personligt vedkommende.

Når det personlige engagement forsvinder, kan ting kun være interessante — ikke mere end det.

 

 

Åndelig kropskontakt

Jeg roder lykkeligt rundt i alle mulige metaforer for, hvad der kan ske inde i et menneskes sind, når impulser udefra på en eller anden måde påvirker. Man kan have glæde af dem allesammen.

Men hvis jeg skal ryde lidt op i dem, ender jeg med en pendant til de måder hvorpå man rent fysisk kan gøre tilnærmelser til et andet menneske, eller »komme ind på livet af det« som det hedder.

Jeg læste i en gammel bog ordet »rørelser« brugt om de forskellige fornemmelser og følelser, som kan være i sindet. Det er et godt gammelt ord som samler det hele. Der er så mange måder ens indre kan blive rørt på.

Når mennesker er i fysisk kontakt med hinanden kan vi altså røre hinanden, men vi kan også skubbe til hinanden, og man kan blive bevæget (dvs. flytte sig). Man kan omfavne hinanden, vi kan slå og puffe, ae og kysse og så videre. Der er en masse interaktionsbetegnelser, som det giver rigtig god mening at overføre på det indre liv og de påvirkninger vi kan udsættes for.

Mennesker kan puffe og skubbe til os under et skænderi eller hvis de fx vil provokere. Og vi kan blive aet, hvis vi mærker at nogen skænker os opmærksomhed på det helt rigtige tidspunkt — det kan endda have karakter af en åndelig krammer eller måske i fine tilfælde: et kys.

Når vi bliver rørt af en god film, trænger den sig på og når helt ind til éns indre hvor den rører ved noget, og man kan ovenikøbet blive bevæget.

Musik og anden kunst er jo også måder at bevæge vores indre på. Et fremragende stykke musik kan gøre at man bliver løftet. Eller noget provokerende kunst kan tage fat i én og ryste én.

Hvis man ikke rigtig lader sig påvirke af noget, bliver der så stille og kedeligt derinde — helt uden åndelig kropskontakt. I så fald lever man hele sit liv udenpå — og det er simpelthen for koldt at være udenfor hele tiden. Mennesker er jo som de moderne biler, der praler af at være større indeni end udenpå. 🙂

Det kan være helt hyggeligt at (op)finde sammenfald i betegnelser for ydre og indre rørelser.

 

At fylde det man fylder

Man må tilstræbe at fylde det man fylder. Ikke at puste sig op til en kæmpestor ballon, men heller ikke at klemme sig ned i en alt for lille rolle. Ingen af delene giver et godt udbytte. Man må finde sin rette størrelse.

I fysikken taler man om massefylde. Hvis man puster sig op for at fylde meget mere end man har substans til, resulterer det i en lille massefylde — man bliver luftig — det kan ses som en slags storhedsvanvid eller selvfedme, tror jeg. Man kan næsten se for sig, de tomme tønder buldre. En stor beholder med meget lidt indhold.

Hvis man derimod klemmer sig ned i en alt for lille størrelse og får en for stor massefylde, mærkes begrænsningerne fra alle sider. Der er ikke plads til at man kan udfolde sig som den man er, for alle ens talenter bliver holdt tilbage af stramme krav om ikke at stikke ud. Man bliver indeklemt og med tiden indebrændt.

Den gode gamle Jantelov er en maskine, som presser folk. Den minimerer vores udfoldelsesrum ved at lave rammerne små.

Jeg tror alle mennesker bør have samme massefylde. Det vil sige, at man skal fylde rigtigt i forhold til ens indhold. Så det er okay at folde sig ud og fylde rummet, hvis man har substansen til det.

Men det er svært at fylde tilpas. At lave en blog som denne er at udvide rammerne lidt. Jeg skubber lidt til Jantes begrænsninger ved at tro, at jeg kan skrive noget, som andre gider læse. Man må gerne forsøge sig med at flytte grænserne lidt. Men ikke for meget.

Det er som at balancere på en knivsæg at fylde rigtigt. For loven er ægte nok — man kan ikke snyde den. Jo mere man puster sig op, jo mindre skal der til for at ballonen sprænger. En helt udspændt ballon er den letteste at sprænge.

Når man skal skal lære at begå sig socialt, vil man støde ind i disse mekanismer. Man kan overspille lidt nogen gange — fylde lidt mere end naturligt. Ved andre lejligheder underspiller man en anelse, er lidt for ydmyg. Begge strategier kan være frugtbare i passende situationer.

Efter utallige lektioner i socialiseringens skole er man, som et åndeligt voksent menneske, forhåbentlig klar over sit naturlige rumfang, og kan lettere være bevidst om, hvorvidt man kommer til at puste sig op eller klemme sig lidt.

Jeg tror nu de fleste mennesker fylder alt for lidt.