Kedsomhed er roden til alt ondt

Mennesker keder sig. Det kan man se ved at de har alt for travlt. Kedsomheden er jo egentlig i sin natur rolig og undseelig, men den kan afstedkomme voldsomme bevægelser, stort opstillede talentshows, gennemførelse af en 10-dobbelt ironman, vilde actionture med helikopter og bungyjump. Man kan blive helt stakåndet af at observere, den hastighed, hvormed man forsøger at fordrive kedsomheden.

Lediggang er ikke roden til alt ondt. Alle de dårligdomme der udspringer af ledigheden, kommer, hvis man graver et spadestik dybere, nemlig direkte ud af kedsomheden. For kunne man, midt i ledigheden, finde et væsentligt indhold som ikke blot var modtræk mod kedsomheden, ville lediggangen i stedet blive ægte produktiv.

Kendetegnende for de fleste oplevelser, som man udsætter sig selv for, for at dulme kedsomheden, er at de er uden efterklang. Man bliver underholdt i situationen, men når oplevelsen slutter, slutter den brat.  Da vil man ofte mærke, at kedsomheden, som stod lige om hjørnet springer frem med fornyet styrke. Efter en tur i oplevelsernes rutsjebane står man med en tom følelse – det var sjovt, men var det bare det? Og så tager man en tur i den næste forlystelse?

Idéen er jo slet ikke ny. Søren Kierkegaard har skrevet et afsnit af sin bog “Enten – Eller” ud fra den grundtese, at mennesker er kedsommelige. Det første menneske, Adam, kedede sig og fik Eva, de kedede sig sammen og fik en familie. Folket kedede sig, og for at adsprede sig byggede de Babelstårnet i forsøget på at nå til himmelen — et tegn på dræbende kedsommelighed. Og siden er kedsomheden ikke aftaget i styrke.

Hvad gør man? I stedet for at søge nye oplevelser hele tiden?

Hemmeligheden ligger garanteret i at finde det rige indhold i det liv man har. Man skal være undersøgende. Ikke nøjes med det, der ligger lige for, men tage fat i det, der vilkårligt falder én ind. Oplevelser man udsættes for, skal man ikke kun tage for hvad de umiddelbart er, eller hvad de ser ud til at være, for de indeholder altid meget mere. Hvis man sætter sig for at være nysgerrig (i det omfang, at det kan lade sig gøre) vil man kunne få det meste ud af næsten ingenting.

Begrænsningens kunst er en ydmygt eksisterende én af slagsen. Mange mennesker vil ikke begrænse sig, men udfolde alt hele tiden. Men at begrænse sig åbner for kreativiteten, så man pludselig ser storheden i detaljen. En fange i en fængselscelle kan i timevis forlystes med at observere en flue, dens bevægelser og hans egen indvirkning på fluen, når han forstyrrer den.

Hvis man besidder færdighed i at begrænse sig, kan man få det optimale ud af enhver situation. Kierkegaard mener at vilkårligheden – altså det tilfældige – er den stor del af hemmeligheden. Det er til en vis grad tilfældigt, hvad ens kreativitet kaster sig over for at lade oplevelsen blive andet end bare oplevelsen. Til en fest kan man begynde at fokusere på folks mimik og gestikuleren over for hinanden eller, som han skriver, man kan læse tredje del af en bog eller se midten af et teaterstykke.

Det handler om ikke at lade sig nøje med den umiddelbare oplevelse, men at rette fokus på noget andet, som man selv lægger ind. Så vokser oplevelsen og bliver til meget mere — den får efterklang så man, i tiden efter, kan mærke den klinge videre og skabe nye tanker.

Jeg prøver på at udfordre min kreativitet til at lade oplevelserne bundfælde sig på flere planer. Og så kan jeg mærke, at kedsomheden har svært ved at finde en plads.

Lykkes det, så er roden til alt ondt klippet over…

 

Genvordighedernes lyksaligheder

Hvis man har valgt at lære af livet, så må man udnytte de lektioner livet giver én.

I den daglige trummerum, kan man lære mange ting om gentagelsen og den solide blivende tilværelse. Men de virkelig øjenåbnende oplevelser kommer ofte, når livet skubber til én. Jeg taler her både om de små genvordigheder, som man i et typisk livsforløb får masser af jævnligt, og som kan være en kilde til irritation, og de større, som vel nærmere er slag end skub.

Man kan blive meget berørt af genvordighederne og lade det influere på sit humør og gå og have tilbøjelighed til at beklage sig over sit liv og måske endda henfalde til misundelse af sine øjensynligt uplagede venner og bekendte.

Har man en smule overskud i behold, kan man imidlertid lykkes med at opfatte de tildragelser der rammer én, som en fantastisk mulighed for læring — for at lære om sin egen samhørighed og interaktion med omgivelserne, men endnu vigtigere: en mulighed for at lære om sin interaktion med sig selv — håndtering af vrede, sorg, misundelse og en række andre af de bevægelser, der kan foregå i sindets dybe afkroge. Der er nok af uafdækkede områder hos langt de fleste af os — det er et kæmpestort uopdaget land, som gemmer på oplevelser af en anden verden.

For det indre er en verden for sig selv — der er ting derinde, som slet ikke kan komme ud før der kommer puf, skub eller slag udefra. Herom har jeg skrevet lidt under overskriften: Mennesket er en snurretop.

Er man lidt behændig således at man kan træde en anelse ud af sig selv og se, hvordan man håndterer modgang, så er man godt på vej til anskuelighedsundervisning med én selv og livet som lærer.

Hvis man fx er så heldig at støde ind i en ophedet diskussion med en kollega, hvor følelserne kravler ud af kroppen og bliver virkelige — så er der i sandhed basis for at lære. Når følelser er indblandet, svigter de kedelige kontrollerede reaktioner, og så overtager følelserne noget af styringen — de kommer ud af deres gemmested og viser noget af hvad man indeholder.

Hvis man i den situation står en anelse ved siden af sig selv, kan man jo passende stå og observere, hvad følelserne afstedkommer — både ens egne, men også kollegaens. Den rationelle logik ses nemlig ofte forsvinde og lade en helt anden og noget mere dunkel logik styre slaget. Og er man i besiddelse af en evne til analyse, kan man således tilstræbe at lure nogle af de spilleregler ens egne følelser opererer efter. Analysen bliver dog oftest bedst efter nogen tid, når følelserne igen er kravlet tilbage på plads, og man i ro og mag kan forsøge at genkalde sig situationen i detaljer.

Det vil i vellykkede situationer være muligt at blive væsentligt klogere på sig selv og sit skjulte indre, hvis man på ovenstående måde har haft succes med at udnytte sine genvordigheders lyksaligheder til ny læring.

 

Kunsten at flette en ide

Det er lykkedes mig at komme til en bevidsthed om det sammenflettede livs produktive mangfoldighed. Her mener jeg ikke så meget på det fysiske plan — det er nærmere i den metafysiske sfære, hvor man ved hjælp af fornemmelser, følelser og sansninger opnået via personligt erfarede livssituationer, kan se tråde fra mange forskellige oplevelser finde sammen og danne begyndelsen på et fletværk, som i nogen tilfælde kun ender som en løs vævning og falder fra hinanden inden man når at få sin opmærksomhed rettet mod det.

Men ved andre heldigere lejligheder kan man se det mangedimensionelle væv tage form og danne en tanke eller en idé, som er værd at spinde videre på. Man kan kredse rundt om idéen og opleve den vokse langsomt og få mere og mere substans. Den får ofte afstikkere, som danner forbindelser til tidligere tanker. Det er det, som Søren Kierkegaard kalder tankens herlige syssel. At pusle om en »hemmelighed« som man går og sætter sammen og lader vokse sig så stor, som den nu har potentiale til.

Man kan blive forundret over den kreativitet, hvormed hjernen kan bibringe én stof til at skabe en lille »hemmelighed« bare ved hjælp af de fornemmelser, som ligger i kroppen og endnu ikke har fået tankens opmærksomhed på en sådan måde, at de er bearbejdet ind i nogen idé.

Her er det spændende at lægge mærke til, hvordan hjernen kan lide at arbejde. Der er ofte en periode, hvor tankerne flyver rundt i hovedet på én, hvor man ikke kan finde hoved og hale i dem. Der er blæst i det lille hoved — en slags indre »brainstorm«. Her spreder man sine tanker ud og lægger dem frit frem til skue (selvom det kan virke uoverskueligt). Denne proces er rodet, men yderst kreativ.

Efter hjernestormen bliver man nødt til at samle sine tanker — de ligger jo spredt nærmest tilfældigt rundt omkring i hjernen. De skal ikke alle samles; nogle tanker gider man beholde — andre diskvalificerer sig selv ved ikke at passe ind i det store fletværk, som man her forsøger at sætte sammen.

Så man går på opdagelse i tankernes landskab og arbejder — man sysler. Og hvis man har fået samlet nogle af de gode tanker og i øvrigt mestrer kunsten at sammenflette, kan man være heldig at komme frem med et lille mesterværk…