At elske livet

Jeg tror jeg elsker livet. Da jeg startede denne blog, var jeg sågar forelsket i livet. Jeg kan ikke længere mærke den samme forelskelse — den boblende fornemmelse i hele kroppen er der sjældent. Som i enhver længerevarende kærlighedshistorie, aftager forelskelsen på et tidspunkt, og forholdet går over i en mere dyb kærlighed, som ikke er så flagrende. Så jeg elsker livet nu — jeg ville ikke være det foruden. Jeg kan til tider savne forelskelsen, men heldigvis kan jeg sammenligne livsforholdet med forholdet til min kone og kærligheden til hende.

For at forblive i et forhold, som er baseret på kærlighed, må man pleje det. Det ved enhver, som har haft et seriøst forhold. Man må bruge tid sammen med den anden. Når jeg bruger tid sammen med livet, er det med alle de forhold ved livet, som er andet end bare at eksistere.

Eksistere kan vi alle sammen — helt uden at ofre livet opmærksomhed.

At være sammen med livet er at tage livet til sig og være opmærksom på, hvad samspillet mellem mig og mine omgivelser byder på. At tage fat på de oplevelser, jeg kommer ud for og mærke deres virkning på mig og min virkning på omgivelserne. At lære livet bedre at kende og at lære mig selv at kende i det liv, jeg har valgt. Hvis man håndterer sit forhold til livet på denne måde, vil kærligheden være blivende og man vil nyde at lære livet mere og mere at kende.

Nogen gange gør livet noget, som man slet ikke havde set komme. Men hvis kærligheden er stor nok, vil man af selvsamme kærlighed have en trang til at rumme den andens uforudsigelighed. Og når man skal lære, skal man udsættes for noget nyt. Når man skal lære af livet, må man tage de slag livet giver én.

Kærligheden til livet bør ikke afsluttes før livet forsvinder…

 

 

Find konvergensen af divergensen.

Hvert enkelt menneske må finde konvergensen af livets divergens.

Verden breder sig i alle mulige retninger. Den bliver stor og uoverskuelig for os, hvis vi ikke finder noget, der konvergerer for os. Vi må søge sammenhængene og holde fast i de ting, der samler trådene for os.

Rundt omkring i den voluminøse divergerende verden, skal vi alle eksistere i små lokale områder, hvor der for den enkelte er en individuel sammenhæng i al virvaret – hvor trådene knyttes og laver en singularitet, i hvilken meningen optimeres.

Man kunne også bare sige: “Der skal være mening med galskaben.”

Hva’ f… er meningen?

»Hvad er meningen med livet?« Det er da vist det vigtigste spørgsmål i verden. Mange har stillet det, og ikke fundet svar.

Mennesket er et meningssøgende væsen — vi prøver at skabe mening i alt hvad vi foretager os og alt hvad vi møder på vores vej. Hvis det ikke giver mening, siger det os ikke noget.

Hvis man fx tager nogle ord og stiller dem i en tilfældig rækkefølge, oplever man ingen mening med dem overhovedet. Det bliver volapyk. Hvis man i stedet placerer dem i en sammenhæng, træder der pludselig en mening frem — dvs. altså på grund af sammenhængen. Så sammenhæng kan skabe mening.

Jeg tror, at jo mere sammenhæng man har i sit liv, jo større grad af mening vil man opleve. Og det gælder på alle planer. Når man oplever en stor mængde sammenhæng med sin kæreste, giver forholdet mening, men når sammenhængen er væk bliver det meningsløst at fortsætte sammen. Hvis man kan mærke en sammenhæng mellem indholdet af ens arbejde og sig selv, bliver det meningsfyldt arbejde, som man kan nyde. Fx kan en tømrer finde mening i at bygge et hus, fordi han besidder en ’skabertrang’ og får en glæde ud af ’skabe’ et hjem.

Nogle mennesker kan finde sammenhæng i religion. Det kan være en sammenhæng på næsten alle områder. Hvis man fx er kristen og éns venner er kristne og man mødes en stor flok i kirken hver søndag og tager på udflugter sammen, og budskabet i kristendommen enddog skaber sammenhæng mellem store begreber som fødsel og død, skabelse og liv, så kan det give en mening, som nogle kan leve på hele livet.

Det handler om at skabe så mange sammenhænge som muligt, som har værdi for én selv. De færreste mennesker trives i en tilværelse uden.

Det er et meget simpelt svar på et stort spørgsmål — men for mig giver det mening …