Mulighed vs virkelighed

Vores liv er en konstant vekselvirkning mellem mulighed og virkelighed. I vores tanker er mulighederne uendelige. Alle teorierne kan forestilles at indeholde alle mulige og umulige scenarier. Når en ung romantiker forestiller sig sin hjertens udkårne, er der ingen grænser for det mulige. Man forestiller sig et perfekt menneske med perfekte egenskaber og en perfekt kærlighed. Men på et tidspunkt må man turde tage springet til det virkelige, hvor der ikke viser sig et uendeligt antal muligheder, men i stedet én – og kun én virkelighed.

Virkeligheden, som man vælger at turde satse på, er et kraftigt nedslag i antallet af muligheder. Enhver virkeliggørelse af smukke muligheder går hånd i hånd med usmukke tab — muligheder, som forsvandt. Til gengæld er det ikke en drøm, men en virkelighed, som kan mærkes, og som har konsekvenser. En virkelig kærlighedspartner er virkelig på den måde, at han ikke er et uendeligt antal muligheder – han er virkelig på lige bestemt én måde, med begrænsninger og fordele.

Vi drømmer os ud på de vilde vidder og ser mulighedernes uendelighed. Men at vælge virkeligheden skal vi alle. Og når vi har valgt én bestemt virkelighed, må vi bestræbe os på at fokusere på de muligheder, der følger med, for der er naturligvis en række muligheder, som vores valg har udelukket, men inden for valget er der også muligheder.

Så vi går straks igang med igen at se muligheder. For inden for vores virkelighed kan vi forestille os livet bevæge sig i mange forskellige retninger — som regel holder vi fast i de bedste og optimerer dem, men livet kan ikke brede sig i flere forskellige retninger. Igen skal mulighederne udmyntes i en ny virkelighed.

Jeg tror det klogt at lære at den rytme at kende, så man kan tromme med på den — nærmest i søvne.

For hvad enten man ikke formår at se muligheder inde i den virkelighed, hvor man befinder sig, eller hvis man ikke magter at stå ved virkeligheden, man har valgt — så er man røget ud af trit med den rytme, som et liv i sundt fremdrift følger.

 

Find konvergensen af divergensen.

Hvert enkelt menneske må finde konvergensen af livets divergens.

Verden breder sig i alle mulige retninger. Den bliver stor og uoverskuelig for os, hvis vi ikke finder noget, der konvergerer for os. Vi må søge sammenhængene og holde fast i de ting, der samler trådene for os.

Rundt omkring i den voluminøse divergerende verden, skal vi alle eksistere i små lokale områder, hvor der for den enkelte er en individuel sammenhæng i al virvaret – hvor trådene knyttes og laver en singularitet, i hvilken meningen optimeres.

Man kunne også bare sige: “Der skal være mening med galskaben.”

Frels os fra talen

Nogle mennesker fortæller hele tiden historier. De kan være svære at tale med — men de er nemme at høre på. Jeg har altid syntes, det var en smule flabet at fortælle historier uden først at få lov. En historie kræver jo den andens udelte opmærksomhed igennem hele historiens udvikling. Man bliver tvunget til passivt at modtage en længere række ord, som bliver hældt gavmildt ud over én. Og man kan ikke (indenfor de normale rammer for pli) beslutte undervejs, at man nu har hørt nok, og så forsøge at påbegynde en egentlig samtale.

Nogle mennesker forstår (eller elsker måske endda) at tale, men ikke at  samtale. Kierkegaard siger, at samtalens hemmelighed er tilegnelsen. Hvis man mangler momentet af tilegnelse, kan man ikke udnytte det potentiale der er i, at man står overfor et menneske, som kan have værdifulde bidrag. At tale er blot at fremvise, hvad man allerede har indeni sig selv. Det er en slags udstilling, som tilskuerne så kan forholde sig til.

At samtale er derimod at få ny viden hele tiden, at tilegne sig noget. Og mestrer man samtalens kunst, magter man sammen at udnytte hinanden til at drive den fælles forståelse fremad og ikke tilbage. Det talende menneske har nemlig en tendens til at stræbe bagud til dets oprindelige uforurenede udstilling, og søger at fjerne al grumset, som kan sløre dets eget billede.

Et andet aspekt ved samtalen, som kan afstedkomme besværligheder er sammenkogt i Goethes ord: »enhver hører kun hvad han forstår«.

Èt er at have viljen og evnen til at samtale, et andet er at høre, hvad den anden egentlig ønsker at bidrage med, og ikke  blot forsøge at få det til at passe ind i det billede man i forvejen har malet. En samtale er vel en slags vandring sammen, hvor man må blive enige om retningen – ellers står man stille.

Sokrates var mesteren. Han er netop berømt for samtalen. Han sagde: »jeg forstår kun at fremkalde ét vidne for det jeg siger, nemlig den, jeg taler med«. Hvis vi har overskuddet til at give samtalepartneren en så fremtrædende plads, vil vi få meget mere ud af en samtale end vi kunne få ved at holde 100 taler.