Hva’ f… er meningen?

»Hvad er meningen med livet?« Det er da vist det vigtigste spørgsmål i verden. Mange har stillet det, og ikke fundet svar.

Mennesket er et meningssøgende væsen — vi prøver at skabe mening i alt hvad vi foretager os og alt hvad vi møder på vores vej. Hvis det ikke giver mening, siger det os ikke noget.

Hvis man fx tager nogle ord og stiller dem i en tilfældig rækkefølge, oplever man ingen mening med dem overhovedet. Det bliver volapyk. Hvis man i stedet placerer dem i en sammenhæng, træder der pludselig en mening frem — dvs. altså på grund af sammenhængen. Så sammenhæng kan skabe mening.

Jeg tror, at jo mere sammenhæng man har i sit liv, jo større grad af mening vil man opleve. Og det gælder på alle planer. Når man oplever en stor mængde sammenhæng med sin kæreste, giver forholdet mening, men når sammenhængen er væk bliver det meningsløst at fortsætte sammen. Hvis man kan mærke en sammenhæng mellem indholdet af ens arbejde og sig selv, bliver det meningsfyldt arbejde, som man kan nyde. Fx kan en tømrer finde mening i at bygge et hus, fordi han besidder en ’skabertrang’ og får en glæde ud af ’skabe’ et hjem.

Nogle mennesker kan finde sammenhæng i religion. Det kan være en sammenhæng på næsten alle områder. Hvis man fx er kristen og éns venner er kristne og man mødes en stor flok i kirken hver søndag og tager på udflugter sammen, og budskabet i kristendommen enddog skaber sammenhæng mellem store begreber som fødsel og død, skabelse og liv, så kan det give en mening, som nogle kan leve på hele livet.

Det handler om at skabe så mange sammenhænge som muligt, som har værdi for én selv. De færreste mennesker trives i en tilværelse uden.

Det er et meget simpelt svar på et stort spørgsmål — men for mig giver det mening …

 

Det ER tanken der tæller

Denne blog har en underoverskrift. Det er den sætning man plejer at knytte sammen med en gave, som modtageren ikke gider have og derfor ikke rigtig har nogen værdi. Tanken derimod — den har altid værdi. Den kan man ikke se bort fra.

Og sådan er det vel helt generelt. Mennesker kan slippe afsted med at foretage en masse underlige ureflekterede gerninger — det kan man til en vis grad se igennem fingre med. Det er bare tilfældighedernes spil der har sat sit præg.

Men hvis gerningerne derimod er gennemtænkte — dvs. hvis tankens magt har fremmanet handlingen, da har resultatet en helt anden vægt og er genstand for en meget nøjere vurdering fra omverdenen.

En gennemtænkt god idé belønnes med beundring. Gennemtænkt ondskab er det værste vi kan tænke os (!).

Tankerne er det, der gør os unikke. Menneskers tanker lever i al deres mangfoldighed og giver os vores forskellighed. Det er dem (sammen med de uundgåelige tilfældigheder naturligvis) der har bragt folk hen hvor de er.

Tankerne kan bringe os hen, hvor vi har fantasi til.

Vi ville aldrig kunne forstå noget af verden bare ved hjælp af sanserne, altså uden vores tanker. Matematikere, filosoffer og alle andre videnskabsmænd har tanken som det vigtigste redskab til forståelse af deres del af videnskaben. Forståelse er uløselig kædet sammen med evnen til at kunne tænke. Forståelsen af os selv som mennesker sker naturligvis også igennem tanker.

Dyr kan ikke tænke — derfor er en ræv er som alle de andre ræve. Har man set én ræv, har man set dem alle.

Har man mødt et tænkende menneske, har man derimod mødt en unik skabning.

 

 

Det usagte skjuler en mangfoldighed af løsninger

Lidt om skænderiets dynamik…

Den romerske digter Ovid har vistnok skrevet: »Hustruens medgift er skændsmål.«

Ægtefæller og kærester bør skændes lidt med jævne mellemrum. Det er ofte den eneste vej ned igennem pløret, helt ned til der, hvor problemerne (og lige derunder løsningerne) ligger begravet.

Desværre ligger der tit alle mulige usagte ord og formudrer adgangen og gør, at man ikke kun har svært ved at nå ned til de reelle problemer, men sågar blot at se dem.

Så skænderiets dybere formål kan være at stå for selve graveprocessen, hvor der bliver taget den ene skovlfuld snavs efter den anden. Man udtaler de hidtil tavse ord, som har ligget oven på hinanden og forplumret det hele.

Desværre kan mange af ubehagelighederne ramme den anden, og det kan være svært hvis modparten skal stå model til alt skidtet, der ryger ud. Men man skal nok kunne magte at blive lidt beskidt nogen gange for at nå i bund. Det kan være et møgbeskidt arbejde at grave sig ned til de rigtige problemer og dermed de rigtige løsninger.

Til tider graver man i kort tid, andre gange lidt længere og måske øjner man pludselig det egentlige problem — når man simpelthen er nået igennem mængden af uudtalte ord, og problemet pludselig kan åbenbare sig lysende klart. Nogen gange så klart, at man kan undre sig over, at man ikke havde set det egentlige problem noget før. Men det var altså nødvendigt at arbejde sig tålmodigt  igennem alle lagene.

Jeg har ydermere erfaret, at i langt de fleste tilfælde, sker der det, at når man blot er nået helt ned til det reelle problem, så er løsningen faktisk lige nedenunder. Dvs. at når først problemet er fundet, så er løsningen i de mange tilfælde bare lige til at række ned efter (naturligvis er der svære tilfælde, som ikke følger samme simple dynamik, men dem kan vi bare springe over her).

Hvis man er kommet til at kaste for meget med mudderet, vil der være et efterfølgende oprydningsarbejde, som dog forhåbentlig kan foretages med løsningen hængende over hovedet. Alt skidtet, som har ramt begge involverede skal nænsomt skylles af med passende opblødende ord og velmente, ærlige undskyldninger.

Og hvis du klarede at læse dig igennem hele denne letkøbte løsning, kan du give dig selv et velfortjent klap på skulderen :-).