Genvordighedernes lyksaligheder

Hvis man har valgt at lære af livet, så må man udnytte de lektioner livet giver én.

I den daglige trummerum, kan man lære mange ting om gentagelsen og den solide blivende tilværelse. Men de virkelig øjenåbnende oplevelser kommer ofte, når livet skubber til én. Jeg taler her både om de små genvordigheder, som man i et typisk livsforløb får masser af jævnligt, og som kan være en kilde til irritation, og de større, som vel nærmere er slag end skub.

Man kan blive meget berørt af genvordighederne og lade det influere på sit humør og gå og have tilbøjelighed til at beklage sig over sit liv og måske endda henfalde til misundelse af sine øjensynligt uplagede venner og bekendte.

Har man en smule overskud i behold, kan man imidlertid lykkes med at opfatte de tildragelser der rammer én, som en fantastisk mulighed for læring — for at lære om sin egen samhørighed og interaktion med omgivelserne, men endnu vigtigere: en mulighed for at lære om sin interaktion med sig selv — håndtering af vrede, sorg, misundelse og en række andre af de bevægelser, der kan foregå i sindets dybe afkroge. Der er nok af uafdækkede områder hos langt de fleste af os — det er et kæmpestort uopdaget land, som gemmer på oplevelser af en anden verden.

For det indre er en verden for sig selv — der er ting derinde, som slet ikke kan komme ud før der kommer puf, skub eller slag udefra. Herom har jeg skrevet lidt under overskriften: Mennesket er en snurretop.

Er man lidt behændig således at man kan træde en anelse ud af sig selv og se, hvordan man håndterer modgang, så er man godt på vej til anskuelighedsundervisning med én selv og livet som lærer.

Hvis man fx er så heldig at støde ind i en ophedet diskussion med en kollega, hvor følelserne kravler ud af kroppen og bliver virkelige — så er der i sandhed basis for at lære. Når følelser er indblandet, svigter de kedelige kontrollerede reaktioner, og så overtager følelserne noget af styringen — de kommer ud af deres gemmested og viser noget af hvad man indeholder.

Hvis man i den situation står en anelse ved siden af sig selv, kan man jo passende stå og observere, hvad følelserne afstedkommer — både ens egne, men også kollegaens. Den rationelle logik ses nemlig ofte forsvinde og lade en helt anden og noget mere dunkel logik styre slaget. Og er man i besiddelse af en evne til analyse, kan man således tilstræbe at lure nogle af de spilleregler ens egne følelser opererer efter. Analysen bliver dog oftest bedst efter nogen tid, når følelserne igen er kravlet tilbage på plads, og man i ro og mag kan forsøge at genkalde sig situationen i detaljer.

Det vil i vellykkede situationer være muligt at blive væsentligt klogere på sig selv og sit skjulte indre, hvis man på ovenstående måde har haft succes med at udnytte sine genvordigheders lyksaligheder til ny læring.

 

Lukket for kommentarer.