Kedsomhed er roden til alt ondt

Mennesker keder sig. Det kan man se ved at de har alt for travlt. Kedsomheden er jo egentlig i sin natur rolig og undseelig, men den kan afstedkomme voldsomme bevægelser, stort opstillede talentshows, gennemførelse af en 10-dobbelt ironman, vilde actionture med helikopter og bungyjump. Man kan blive helt stakåndet af at observere, den hastighed, hvormed man forsøger at fordrive kedsomheden.

Lediggang er ikke roden til alt ondt. Alle de dårligdomme der udspringer af ledigheden, kommer, hvis man graver et spadestik dybere, nemlig direkte ud af kedsomheden. For kunne man, midt i ledigheden, finde et væsentligt indhold som ikke blot var modtræk mod kedsomheden, ville lediggangen i stedet blive ægte produktiv.

Kendetegnende for de fleste oplevelser, som man udsætter sig selv for, for at dulme kedsomheden, er at de er uden efterklang. Man bliver underholdt i situationen, men når oplevelsen slutter, slutter den brat.  Da vil man ofte mærke, at kedsomheden, som stod lige om hjørnet springer frem med fornyet styrke. Efter en tur i oplevelsernes rutsjebane står man med en tom følelse – det var sjovt, men var det bare det? Og så tager man en tur i den næste forlystelse?

Idéen er jo slet ikke ny. Søren Kierkegaard har skrevet et afsnit af sin bog “Enten – Eller” ud fra den grundtese, at mennesker er kedsommelige. Det første menneske, Adam, kedede sig og fik Eva, de kedede sig sammen og fik en familie. Folket kedede sig, og for at adsprede sig byggede de Babelstårnet i forsøget på at nå til himmelen — et tegn på dræbende kedsommelighed. Og siden er kedsomheden ikke aftaget i styrke.

Hvad gør man? I stedet for at søge nye oplevelser hele tiden?

Hemmeligheden ligger garanteret i at finde det rige indhold i det liv man har. Man skal være undersøgende. Ikke nøjes med det, der ligger lige for, men tage fat i det, der vilkårligt falder én ind. Oplevelser man udsættes for, skal man ikke kun tage for hvad de umiddelbart er, eller hvad de ser ud til at være, for de indeholder altid meget mere. Hvis man sætter sig for at være nysgerrig (i det omfang, at det kan lade sig gøre) vil man kunne få det meste ud af næsten ingenting.

Begrænsningens kunst er en ydmygt eksisterende én af slagsen. Mange mennesker vil ikke begrænse sig, men udfolde alt hele tiden. Men at begrænse sig åbner for kreativiteten, så man pludselig ser storheden i detaljen. En fange i en fængselscelle kan i timevis forlystes med at observere en flue, dens bevægelser og hans egen indvirkning på fluen, når han forstyrrer den.

Hvis man besidder færdighed i at begrænse sig, kan man få det optimale ud af enhver situation. Kierkegaard mener at vilkårligheden – altså det tilfældige – er den stor del af hemmeligheden. Det er til en vis grad tilfældigt, hvad ens kreativitet kaster sig over for at lade oplevelsen blive andet end bare oplevelsen. Til en fest kan man begynde at fokusere på folks mimik og gestikuleren over for hinanden eller, som han skriver, man kan læse tredje del af en bog eller se midten af et teaterstykke.

Det handler om ikke at lade sig nøje med den umiddelbare oplevelse, men at rette fokus på noget andet, som man selv lægger ind. Så vokser oplevelsen og bliver til meget mere — den får efterklang så man, i tiden efter, kan mærke den klinge videre og skabe nye tanker.

Jeg prøver på at udfordre min kreativitet til at lade oplevelserne bundfælde sig på flere planer. Og så kan jeg mærke, at kedsomheden har svært ved at finde en plads.

Lykkes det, så er roden til alt ondt klippet over…

 

Lukket for kommentarer.