Køl på tilværelsen?

Når jeg snakker med folk, synes jeg altså, at jeg bedre kan sætte mig ind i deres sorger og smerte end deres glæde og lykke. Glæden kan ligesom blive lidt kedelig, og sværere at overføre på en ægte måde. Andres genvordigheder er ofte mere »livgivende« og kan bidrage med meget mere end det, man kan få fra folk, som ‘bare’ er glade.

Men menneskene skal besidde en grad af klogskab, for at kunne sætte ord på deres krise — ellers bliver det bare klynk. Det, der giver noget, er mennesker som magter at fortælle ærligt og reflekteret, hvad der sker indeni, når de er ramt af smerte på forskellig vis. Det er vel også det der gør, at gode forfattere kan skrive lige ind i hjertet — netop fordi det kommer oprigtigt fra hjertet. Det er livgivende på den måde, at man ser noget ægte liv — livet, som det leves, ikke kun på godt, men også på ondt, ikke en photoshoppet udgave, hvor alle bumserne er fjernet.

Jeg læste et sted, at smerten eller prøvelsen sætter køl på tilværelsen. Det er et billede, man får lyst til at kigge lidt på.

Sorgen og smerten er mere universel end glæden — måske. Smerten er udviklende, fordi den skal der arbejdes med. Den skal der tages hånd om.

Glæden derimod klarer sig selv — den holder så længe, den nu kan og så fiser den lige så stille af igen.

Nu fik jeg den lige kogt ned:
»Andre menneskers lykke smager ikke af noget – men tag en bid af deres smerte, og du vil smage liv…« 🙂

PS. Jeg skriver stadigvæk kun, som jeg har forstand til, og det vil til stadighed være min undskyldning.

 

 

Lukket for kommentarer.