Livets taktslag

Uha – jeg har været i livets skole og lært meget på det seneste. Man lærer mest når tingene ikke er for lette og der skal arbejdes med dem. Der skal være udfordringer. Jeg kendte en gammel dame, som sagde: »Man skal lære så længe man lever, og have tæsk så længe man lærer.« Måske mente hun noget af det samme …

Jeg har lært om smerten og lidelsen, og om at acceptere dem som en vigtig del af tilværelsen. Den kan være hård — alt for hård, men den er af afgørende betydning for at man kan leve som et helt menneske — et lykkeligt menneske.

Lykken for mennesker er at spænde over livets fulde polarisering, så man ikke fornægter smerten og lidelsen, for at stræbe efter lykkefølelsen som målet for den gode tilværelse.

Livets taktslag bevæger én op og ned, og det bliver disharmonisk at forsøge at frasortere alle de gange hvor taktstokken er nede.

Magter man at acceptere begge ydersider af livet ved man også, når man står i en yderposition, at der er en modsætning — at den oplevelse man er midt i har en modpol, som har været virkelig, og som vil blive virkelig igen.

Måske kan man endda finde en syntese af de tilsyneladende helt modsætningsfyldte menneskelige virkeligheder, så kommer man til at fornemme den store fylde i livet — man får det hele med.

Det er da stort…

 

 

Lukket for kommentarer.