Mulighed vs virkelighed

Vores liv er en konstant vekselvirkning mellem mulighed og virkelighed. I vores tanker er mulighederne uendelige. Alle teorierne kan forestilles at indeholde alle mulige og umulige scenarier. Når en ung romantiker forestiller sig sin hjertens udkårne, er der ingen grænser for det mulige. Man forestiller sig et perfekt menneske med perfekte egenskaber og en perfekt kærlighed. Men på et tidspunkt må man turde tage springet til det virkelige, hvor der ikke viser sig et uendeligt antal muligheder, men i stedet én – og kun én virkelighed.

Virkeligheden, som man vælger at turde satse på, er et kraftigt nedslag i antallet af muligheder. Enhver virkeliggørelse af smukke muligheder går hånd i hånd med usmukke tab — muligheder, som forsvandt. Til gengæld er det ikke en drøm, men en virkelighed, som kan mærkes, og som har konsekvenser. En virkelig kærlighedspartner er virkelig på den måde, at han ikke er et uendeligt antal muligheder – han er virkelig på lige bestemt én måde, med begrænsninger og fordele.

Vi drømmer os ud på de vilde vidder og ser mulighedernes uendelighed. Men at vælge virkeligheden skal vi alle. Og når vi har valgt én bestemt virkelighed, må vi bestræbe os på at fokusere på de muligheder, der følger med, for der er naturligvis en række muligheder, som vores valg har udelukket, men inden for valget er der også muligheder.

Så vi går straks igang med igen at se muligheder. For inden for vores virkelighed kan vi forestille os livet bevæge sig i mange forskellige retninger — som regel holder vi fast i de bedste og optimerer dem, men livet kan ikke brede sig i flere forskellige retninger. Igen skal mulighederne udmyntes i en ny virkelighed.

Jeg tror det klogt at lære at den rytme at kende, så man kan tromme med på den — nærmest i søvne.

For hvad enten man ikke formår at se muligheder inde i den virkelighed, hvor man befinder sig, eller hvis man ikke magter at stå ved virkeligheden, man har valgt — så er man røget ud af trit med den rytme, som et liv i sundt fremdrift følger.

 

Lukket for kommentarer.